Danskerne går stadig i biografen, selvom de kan streame hjemmefra

Selvom der er kommet mange streamingtjenester på det danske marked, er antallet af solgte biografbilletter om året næsten uændret. 

Foto: Emil Hougaard/Ritzau Scanpix

Antallet af solgte biografbilletter har været næsten uændret siden 2014, på trods af at antallet af danskere, der streamer hjemmefra, er steget. Spørger man administrerende direktør for Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard, er han også overrasket over udviklingen, men peger på, at der er flere grunde til, at danskerne stadig går lige så flittigt i biografen som for fem år siden.

”Jeg tror, man er nødt til at betragte biografer, som både noget, der har med film at gøre, men som også er en social handling. Noget man mødes om, hvor man mødes før, og hvor man mødes efter”, siger Claus Ladegaard. 

Udover det sociale element i biografoplevelsen forklarer Claus Ladegaard også, at hele filmoplevelsen er noget, som mange er villige til at betale for at få. 

”Der skal være nogle ordentlige film i biografen, så den oplevelse man får, den er værd at gå i biografen efter”, siger Claus Ladegaard. 

Opfattelsen af forskellen på streaming og biograffilm er Claus Ladegaard ikke ene om. Spørger man Frederikke Bjørn Hyldgaard, der går meget i biografen, så kan streaming ikke tilbyde det samme, som biograffilmene kan. 

“Det er bare fedt at komme ud, og væk fra ens hjem. Og så er det også altid fedt at se det på sådan et stort lærred”, siger Frederikke Bjørn Hyldgaard. 

De mange danskere der, ligesom Frederikke Bjørn Hyldgaard, sætter pris på biograffilmene købte i 2018 lige omkring 3,5 millioner biografbilletter i alt, det viser tal fra Danmarks Statistik. 

Lars-Martin Sørensen, der er forskningsleder hos Det Danske Filminstitut peger på, at der er flere faktorer, der spiller ind, når man kigger på den uændrede brug af biografer. Udover det sociale aspekt, bliver der også gjort mere for, at biograffilmene kan tilbyde noget andet end hjemmestreaming kan. 

”Industrien har i løbet af de sidste 10 år gjort forskellige krumspring for at gøre biografoplevelsen til en unik oplevelse. Fx sådan en ting som 3D film har gjort det til en anderledes og mere engagerende oplevelse”, siger Lars-Martin Sørensen. 

Danmarks Statistiks tal viser også, at salget af biografbilletter i de danske biografer ligger stabilt, på trods af at omkring halvdelen af den danske befolkning streamer film hjemmefra.

Antallet af danskere der streamer film er stigende. Tal fra Danmarks Statistik.
Antallet af solgte biografbilletter har ikke ændret sig meget de seneste par år. Tal fra Danmarks Statistik.

Kendt nordjyde dømt for vold

En højt profileret nordjyde blev onsdag d. 20. november dømt for at have bestilt et angreb på en gammel bekendt. Den ene tiltalte, en 53-årig mand, nægtede sig skyldig i anklagen, men blev i sidste ende dømt i byretten i Aalborg. Den anden tiltalte, en 24-årig mand, erklærede sig skyldig i at have slået offeret med en knytnæve i ansigtet. 

Natten mellem d. 1. og 2. marts var de to tiltalte i byen. Her skulle den 53-årige mand angiveligt have opfordret den 24-årige mand til at slå en mand, den 53-årig kendte perifert, i ansigtet på Old Games Pub i Aalborg. 

Offeret fortalte i sit vidneudsagn, at kontroversen på baren bundede i en 36 år gammel fejde, hvor den midaldrende mand og den forurettede havde en uoverensstemmelse i deres hjemby. 

Under retssagen nægtede den tiltalte, midaldrende mand at kende noget til hverken uoverensstemmelsen eller offeret som person. Videoovervågning fra gerningsstedet viser de to tiltalte sammen og derefter den 24-årige mands slag mod offeret, men ikke nogen samtale mellem den 53-årige og offeret. 

Inden dommeren og de to domsmænd skulle votere om dommen, fik den 53-årige mulighed for at ytre sig. Han nægtede stadig at være skyldig og sagde: 

”Jeg er ked af det og vred over, at jeg sidder her i dag. Jeg føler, jeg sidder i en anden mands retssag. Jeg ved 100 procent, at jeg ikke har gjort noget, og det her kan få store konsekvenser for mig og min familie”. 

På trods af den følelsesmæssige appel blev den 53-årige mand stadig dømt for vold i forening, fordi dommeren fandt offerets forklaring, om det bestilte overfald, troværdigt nok til at dømme den 53-årige sammen med den unge mand, der allerede havde erklæret sig skyldig i vold.  

En fælles bekendt af de to tiltalte optrådte i retten som vidne, fordi han havde været til stede, da overfaldet skete. Da de to tiltalte og den fælles bekendte hver især afgav deres forklaringer, der mindede meget om hinanden, blev de alle spurgt flere gange, om de havde talt om aftenen på baren, inden de skulle i retten. For alle tre var svaret, at de kort havde talt om det men, at de ikke havde haft nogen yderligere snak om, hvad de helt præcist havde oplevet.  

Afslutningen på retssagen blev dommen for vold i forening til både den 24-årige og den 53-årige, der fik henholdsvis 40 dages fængsel og 30 dages betinget fængsel. Den kendte nordjyde ankede dommen med det samme og navneforbuddet blev dermed forlænget, sådan at det også dækker ankesagen. 

“Det værste ville jo være, hvis vi blev en jyderadio”

Den 1. november sendte FM-radioen Radio4 for første gang. De stræber efter en nysgerrig og involverende journalistik, og skulle de få en fornemmelse af kedeligt indspist materiale, ryger det af sendefladen omgående.  

Artikel af Peter Brøndsted, Marie Bachman, Kristina Jakobsen, Joachim Vestergård, Mads Vestergaard og Kathrine Brøndholt.

Radio4 er Danmarks nye taleradio med hovedkontor på banegården i Aarhus. De vil fortælle historier, der sætter dagsorden landet over. I et interview til fagbladet Journalisten fortæller redaktionschef for Radio4, Viktor Lykke Reddersen, at det blandt andet er Radio4, som håndværkerne skal lytte til på byggepladserne. Man ønsker altså ikke blot at nå de højtuddannede på over 60 år, men vil levere radio til hele Danmark og til alle typer i samfundet. De vil bringe nyheder, der afspejler den virkelighed, som borgerne oplever i dagligdagen. 

De ønsker at bringe mennesker sammen. De vil lave debatter og arrangementer rundt omkring i Danmark. I interviewet i Journalisten bliver direktør Anne-Marie Dohm spurgt om Radio4 bliver en provinskanal. Svaret er klart og tydeligt: Nej.   

Er ejet af medier på tværs af landet
Radio4 er ejet af ni mediehuse, der har til huse forskellige steder i Danmark. Jysk Fynske Medier står i spidsen og sidder blandt andet på formandsposten i bestyrelsen. Men på trods af den officielle store betydning, så har bestyrelsen stor fokus på, at lade den daglige drift og deres valgte direktør, Anne-Marie Dohm, have ansvaret for radioens identitet.  

 Alligevel kommer de ni mediehuse til at have en betydning for de daglige historier på Radio4. Det udtaler Anne-Marie Dohm selv og forklarer, at det gerne skulle blive en stor fordel for radioen at have de ni mediehuse bag sig. Radio4 skal være Danmarks nye nationale radio, der dækker alle regioner. De regionale historier skal komme gennem samarbejdet med de regionale mediehuse. Ved at have samarbejdspartnere rundt omkring i hele landet, kan Radio4 finde de regionale historier og levere det til et nationalt publikum på FM4-båndet. På den måde kan den nye radio komme rundt i hele landet – måske ikke fysisk, men i hvert fald i kraft af deres historier.

Indhold bygger på interesse 
Siden man tændte for Radio4 har man ikke hørt de faste og genkendelige programmer, som nogen måske kunne forvente. De er nemlig opsat på ikke blot at favne bredt, men også gå i dybden med det, der ellers kunne være overflademateriale. Idéen er, at Radio4 skal være hele Danmarks radio, og for at det kan lade sig gøre, skal radiostationen ikke kun bære præg af den by, hvor den har hovedsæde, nemlig Aarhus. Udover, at emnerne der bliver behandlet i de enkelte programmer, ikke kun tager afsæt i Aarhus, så gør journalisterne det heller ikke. Der er ansat journalister fra nær og fjern i Danmark, for at Radio4 netop kan bestræbe sig på, at være hele Danmarks radiostation.  

“Vi lever og bor blandt danskere, som de er flest” siger Tina Kragelund, nyheds- og aktualitetschef hos Radio4.  

Den nye station leger ikke kun med geografien, når de på denne måde er bevidste om det, de leger også med de programmer, lytterne er vant til at høre. Det skal ikke være ligesom på alle andre kanaler, når Radio4 kalder deres halvtimes-nyheder for mere ”loose”. I ideudviklingsfasen af programmer får vi bl.a. at høre i udsendelsen ”Mennesker og medier” på P1, at journalister går med en idé om at træde ind i studiet væbnet med det seneste nye fra Ritzau, ligegyldigt hvor interessant eller uinteressant dette så end måtte være. Det er idéer som denne, der er med til at skabe et mere fortællende overblik, der står i kontrast til de mere rigide nyheder, som lytterne er vant til på mange andre kanaler.  

“Vi vil gerne skille os ud. Det er ikke alle danskere, der har behov for den detaljegrad”, siger Tina Kragelund.  

Radio4 vil for eksempel ikke tale om Brexit hver time, men hellere opsummere én gang om dagen. Det er ikke kun genren, som Radio4 leger med. Anne-Marie Dohm forklarer i programmet ”Mennesker og medier”, at det for hende er vigtigt, at journalisterne nørder med deres programmer. Fordi der er ansat vidt forskellige journalister, har de også vidt forskellige interesser, og hvis de kan dyrke dem, kan man komme tættere på målet om at være hele Danmarks radio, mener hun.  

Programmer om menneskelighed
Et af programmerne på Radio4 er ’Du er ikke alene’ med Britt Berglund i spidsen for at ramme singler som målgruppe. Det skal skabe et rum til voksne singler og aftabuisere singlelivet.  

”Meget ofte taler vi om singletilværelsen som en afvigelse fra normen. Det at være alene er af en eller anden grund blevet et problem, der skal fikses – med blind dates, datingprofiler og dyre psykologforløb. Der må være en grund til, at så mange lever alene i dag, og det har jeg sat mig for at undersøge nærmere,” siger Britt Berglund. 

Nysgerrigheden, som er et nøgleord hos den nyopstartede radio, er også gennemgående i dette program.  

’’Hvis vi taber nysgerrigheden, mister vi involveringen og det er det, der holder folk ved ilden,’’ siger hun i podcasten. 

Et andet indslag er sportsvært Claus Elgaards portrætprogram ‘Fremkaldt’. Her besøger han hver uge en sportsperson. 

“Vi trækker personen ud af sporten”, siger Claus Elgaard og forklarer at programmet hedder Fremkaldt, fordi han hver gang tager et polaroidbillede af gæsten og sammenligner med et tidligere billede fra deres sportskarriere. Han får sine gæster til at forklare tiden mellem, de to billeder er blevet taget. I programmet kan de sagtens komme ind på noget, der ikke omhandler deres sport, men omhandler deres liv.  

“Programmet er lavet for at vise store sportstjerner som mennesker”, siger Claus Elgaard.  

Hård start 
Selvom Radio4 har oplevet kritik fra lyttere, såvel som andre medier, under opstarten, går redaktionen stadig målrettet efter at leve op til deres egne planer om at være nationalt favnende og bredt dækkende.  

“Der er selvfølgelig nogen, der savner Radio24syv, men her får de også et andet produkt”, siger Tina Kragelund.  


Annemette blev for hurtigt voksen, da hendes mor blev syg med en depression

Annemette Kølners mor blev diagnosticeret med en depression, for 12 år siden. Selvom det var Annemettes mor, der var syg, var Annemette også meget påvirket af sygdommen i hendes teenageår. 

Annemette Kølner er vokset op i en traditionel familie. Da hun var lille, tog familien i Legoland og på campingferier hvert år. Forældrene blev skilt, da Annemette var 11, men hendes familie, var en helt almindelig familie og Annemette havde en helt almindelig hverdag, indtil det en dag ændrede sig fra den ene dag til den anden. Da Annemette kom hjem til hendes mor efter skole, mødte hun sin far. Selvom forældrene havde det fint sammen, virkede det alligevel mærkeligt, at faren var hjemme hos dem. Imens Annemettes mor stod og græd, forklarede Annemettes far, at moren var syg. Annemettes far ville køre moren på hospitalet. Annemette har først for et par år siden fået at vide at hendes mor kom på den lukkede, fordi det stod så slemt til med hende, og ikke blot fordi, der ikke var plads andre steder, som hun ellers fik fortalt, da hun var barn.

En voksen 12-årig
Da min mor blev syg, skulle jeg tage hånd om min lillebror og skulle opdrage på ham. Min far var nødt til at arbejde meget med sit job. Det resulterede i, at jeg fik rimelig meget ansvar puttet over på mine skuldre, fordi jeg var den ældste”. Siger Annemette Kølner. 

Selvom Annemette havde haft en almindelig barndom, der involverede sæsonkort til Legoland og campingture med familien, fik hun som 12-årig et kæmpe ansvar fra den ene dag til den anden. Annemette skulle sørge for, at hendes 15 måneder yngre lillebror kom i skole om morgenen, når deres far kørte på arbejde klokken seks  om morgenen. 

”Den første gang hun var indlagt, besøgte vi hende hver dag. Jeg var ikke sammen med nogle venner, fordi vi altid var ude ved hende, og vi skulle hjælpe med at få hende på benene igen”.  

Den dag i dag, synes Annemette stadig, at hun fik for stort et ansvar. På morens opfordring skulle Annemette med sin mor i familieterapi. Det, der kunne blive et frirum for Annemette, blev dog alt andet, da hun oplevede en familieterapeut, der sagde:

”Jamen, Annemette, du er jo også ved at være voksen”. Annemette, der var på vej ind i puberteten, havde mange ting i hovedet og tolkede det som en opfordring til at være endnu mere voksen, end hun allerede var nødt til. F

Flugten fra hverdagen
Ansvaret blev for meget for Annemette, og allerede som 13-årig begyndte hun at finde en flugt fra hverdagen gennem alkohol, fester og ældre venner. Nogle af de bedste minder fra teenageårene er de mange fester, som Annemette tog til både torsdag, fredag og lørdag, når det gik vildest for sig. Familieterapeuten havde overbevist Annemette om, at hun var voksen nok til både at tage vare på sin lillebror og mor, og det betød for Annemette, at hun nu også var voksen nok til at drikke sig fuld og begynde at ryge. Det store ansvar, Annemette var tynget af, gjorde det svært for forældrene at sætte grænser. 

”Jeg tror, min mor var bange for at sige nej til mig, på grund af det store ansvar hun havde lagt over på mine skuldre”. 

En venindes puf i den rigtige retning
Annemette, der i dag er 24 år, kan godt se tilbage på hendes barndom og mindes både de gode og dårlige ting. Barndommen med Legoland- og campingture står stadig klart for Annemette som gode minder, men som voksen kan hun også se, at hendes mor formentlig var syg længe før, det kom frem i lyset. Allerede inden Annemette reelt blev den voksne derhjemme, blev hun også som helt lille ansvarlig for sin mors følelser. En erindring der står tydeligt frem, skete længe før, Annemettes mor blev diagnosticeret og indlagt. Da Annemette var 6 år gammel, skulle hun lære at skrive skråskrift i skolen. Annemettes mor, der dengang stadig virkede rask, ville gerne vise Annemette en anden metode, end den hun havde lært i skolen. Alligevel holdt Annemette hårdt på at følge lærerens instrukser. 

”Min mor blev så ked af det over, at jeg ikke ville gøre det på hendes måde, at hun låste sig ind på badeværelset og græd. Det var mig, der som seksårig skulle gå op og sige undskyld til hende og bede hende om at komme ud”. 

I dag kan Annemette stadig mærke de forventninger, moren har til hende. 

”Når min mor er meget påvirket af sin sygdom, så bliver jeg brugt lidt som hendes sutteklud. Jeg sidder og trøster hende. Det er mig, hun ringer til, hvis der er noget galt.”

Fremtiden er lys
Selvom det er svært for Annemette at løsrive sig af morens sygdom, lever hun nu sit eget voksne liv. I August flyttede Annemette i en lejlighed i Viborg. Hun arbejder som lønkonsulent og er rigtig glad for sit job. Men vejen til det liv Annemette har nu, med sit nye hjem og et job, hun elsker, har ikke været nem. I ungdomsårene, hvor Annemette sprang skolen over, og festede igennem i weekenderne, haltede skolelivet bagud. 

”Jeg lukkede af for al uddannelse. Jeg tror simpelthen, at jeg har haft alt for meget, så jeg droppede bare skolen. Jeg tror ikke, jeg var i skole i halvdelen af 9. klasse. Jeg sad derhjemme foran tv’et. Jeg kan næsten ikke huske noget fra 8. eller 9. klasse. Det betød ikke noget, men jeg bestod alligevel alle mine fag”.

Efter både 10. klasse og et år på en produktionsskole, var det i sidste ende en veninde, der fik hanket op i Annemette og meldt hende ind på en HG, selvom Annemette faktisk havde planer om et sabbatår. Annemette er glad for, at veninden fik hende hevet tilbage på skolebænken, for det har givet hende mulighed for at leve det liv, hun lever nu, med et godt job og planer om familie og børn, når hun bliver ældre.  

Annemette kan godt trække på smilebåndet, når hun fortæller om de barske år, hun gennemgik, for hun frygter ikke at ende som sin mor, når hun en dag skal have børn. 

”Jeg har allerede stiftet holdninger til, hvordan jeg vil opdrage. Jeg tror altid, jeg vil sætte mine børn først. Jeg håber på, at de vil komme til mig, for jeg ville aldrig nogensinde gå til min mor med noget, for sådan et forhold har vi ikke, og det ville jeg ønske, vi havde”. 

Det er ikke kun Annemettes egne fremtidige børn, hun tænker på. Gennem foreningen En af os, holder hun oplæg for at gøre opmærksom på, hvordan systemet nogle gange svigter de børn, der lige pludselig står med en psykisk syg forælder. 

Anslag: 6329

Kristina Jakobsen har læst korrektur.

Sahra hænger ud med sine venner i lektiecaféen

Hver onsdag kommer der mellem 50 og 60 børn til lektiecaféen i Bydelshuset i Tilst. 

Bygningen der møder en på Langkærvej i Tilst består af træ og massevis af store vinduer. Når man kommer ind i Bydelshuset bliver man mødt af et lyst lokale med et hav af borde og stole, der giver et indtryk af, at her er alle velkomne. Her kan man få lektiehjælp til alt lige fra tysk til matematik. Bydelshuset tager også børnene med på sejltur og laver snobrød med dem engang imellem. Der står frivillige klar til at tage imod skolebørn i alle aldre. Efter klokken 14 kommer der hver onsdag mellem 50 og 60 børn og unge. De der kommer fast, bliver krydset af på en liste, så der er styr på, hvem der er mødt op. 

Frivillige kræfter driver værket

Lektiecaféen har eksisteret i otte år og drives hovedsagligt af frivillige kræfter, der ønsker at hjælpe børn og unge, som ellers ikke har meget hjælp at hente til deres skolearbejde. ”Der er mange, der kommer, og mange der kommer fast, som virkelig får meget ud af det” siger Christian Riisager. Christian, der er her i forbindelse med et praktikforløb på sin uddannelse, oplever, at der altid er tid til at hjælpe alle børnene med deres lektier, fordi der er så mange, der frivilligt hjælper til. ”De bærende kræfter er pensionisterne. Det var dem, der var med til at starte det op. Man kan hjælpe nogle børn, som har det virkelig svært med lektierne og som måske har meget svært ved at læse eller som kommer bagud i skolen”. Udover at hjælpe med dag-til-dag lektier, er lektiecaféen i Bydelshuset altså også med til at støtte børn, der skal have hjælp til læsning. ”Jeg kan ikke forestille mig andet end, at det giver de frivillige en god fornemmelse, for det er jo noget, der gør en forskel” siger Christian om de frivillige kræfter, der gør lektiecaféen mulig. 

Lektiecaféen bliver et samlingssted

Sahra Ahmed Ali Alasow på 11 år er kommet her hver onsdag, siden hun flyttede til området for næsten fire år siden. Sahra vender tilbage til lektiecafeen hver uge, fordi det er et hyggeligt og behageligt sted at være. ”Lektiecaféen er bare et rigtig fint sted at være. Man får rigtig meget støtte”, siger hun. Hun har samtidig mærket en tydelig forbedring i sin læsning. Udover, at Sahra har udviklet sig fagligt, har hun også fået socialt udbytte fra lektiecafeen. Hun har mødt mange nye venner, og efter skole har hun nu også en mulighed for at mødes med hendes klassekammerater i en anden scene. ”Jeg har mødt nogle nye venner her. Det er fordi, jeg ikke går i klub, for jeg synes ikke, at det sådan lige er mig. Så jeg plejer altid bare at gå herover og på turene” siger Sahra. Der er nemlig ikke kun lektiecafé i Bydelshuset, men også mange ture ud af huset, som Sahra ofte deltager i. ”Jeg plejer ikke kun at være her til lektiecaféen. Der er også tider, hvor man kan komme på tur. Det er rigtig sjovt. Jeg føler lidt, at det er et sted, hvor jeg faktisk altid er. Det har altid været et sted, hvor man hurtigt passer ind” siger Sahra. 

Korrektur læst af Frederik
Anslag: 3019