Sahra hænger ud med sine venner i lektiecaféen

Hver onsdag kommer der mellem 50 og 60 børn til lektiecaféen i Bydelshuset i Tilst. 

Bygningen der møder en på Langkærvej i Tilst består af træ og massevis af store vinduer. Når man kommer ind i Bydelshuset bliver man mødt af et lyst lokale med et hav af borde og stole, der giver et indtryk af, at her er alle velkomne. Her kan man få lektiehjælp til alt lige fra tysk til matematik. Bydelshuset tager også børnene med på sejltur og laver snobrød med dem engang imellem. Der står frivillige klar til at tage imod skolebørn i alle aldre. Efter klokken 14 kommer der hver onsdag mellem 50 og 60 børn og unge. De der kommer fast, bliver krydset af på en liste, så der er styr på, hvem der er mødt op. 

Frivillige kræfter driver værket

Lektiecaféen har eksisteret i otte år og drives hovedsagligt af frivillige kræfter, der ønsker at hjælpe børn og unge, som ellers ikke har meget hjælp at hente til deres skolearbejde. ”Der er mange, der kommer, og mange der kommer fast, som virkelig får meget ud af det” siger Christian Riisager. Christian, der er her i forbindelse med et praktikforløb på sin uddannelse, oplever, at der altid er tid til at hjælpe alle børnene med deres lektier, fordi der er så mange, der frivilligt hjælper til. ”De bærende kræfter er pensionisterne. Det var dem, der var med til at starte det op. Man kan hjælpe nogle børn, som har det virkelig svært med lektierne og som måske har meget svært ved at læse eller som kommer bagud i skolen”. Udover at hjælpe med dag-til-dag lektier, er lektiecaféen i Bydelshuset altså også med til at støtte børn, der skal have hjælp til læsning. ”Jeg kan ikke forestille mig andet end, at det giver de frivillige en god fornemmelse, for det er jo noget, der gør en forskel” siger Christian om de frivillige kræfter, der gør lektiecaféen mulig. 

Lektiecaféen bliver et samlingssted

Sahra Ahmed Ali Alasow på 11 år er kommet her hver onsdag, siden hun flyttede til området for næsten fire år siden. Sahra vender tilbage til lektiecafeen hver uge, fordi det er et hyggeligt og behageligt sted at være. ”Lektiecaféen er bare et rigtig fint sted at være. Man får rigtig meget støtte”, siger hun. Hun har samtidig mærket en tydelig forbedring i sin læsning. Udover, at Sahra har udviklet sig fagligt, har hun også fået socialt udbytte fra lektiecafeen. Hun har mødt mange nye venner, og efter skole har hun nu også en mulighed for at mødes med hendes klassekammerater i en anden scene. ”Jeg har mødt nogle nye venner her. Det er fordi, jeg ikke går i klub, for jeg synes ikke, at det sådan lige er mig. Så jeg plejer altid bare at gå herover og på turene” siger Sahra. Der er nemlig ikke kun lektiecafé i Bydelshuset, men også mange ture ud af huset, som Sahra ofte deltager i. ”Jeg plejer ikke kun at være her til lektiecaféen. Der er også tider, hvor man kan komme på tur. Det er rigtig sjovt. Jeg føler lidt, at det er et sted, hvor jeg faktisk altid er. Det har altid været et sted, hvor man hurtigt passer ind” siger Sahra. 

Korrektur læst af Frederik
Anslag: 3019