Musikken tager Troels til nye højder

I to år har 27-årige Troels Sørensen fra Mårslet lavet musik under kunstnernavnet he is tall. Et navn, der kan virke ironisk, men som giver mening for Troels, når han tager hjem til Århus og giver koncerter for nye og gamle lyttere. Troels føler sig nemlig et par centimeter højere efter en koncert. Specielt når hans venner møder op for at støtte ham.

Af Kathrine Brøndholt Nielsen

Sammen med sin gode ven og klaverspiller, står Troels Sørensen bøjet over lydteknikken i færd med at få både guitar, mikrofon og klaver til at lyde som det skal. Om halvanden time bliver Troels til he is tall.og indtager scenen på en lille café i Jægergårdsgade. Midt i forvirringen over, hvorfor guitaren feeder, når der bliver skruet op for højtaleren, banker en ung kvinde på vinduet og vinker. “Det er min kæreste”, siger Troels Sørensen. Troels kæreste har taget en veninde med. Det er tydeligt at se på Troels, at han er glad for, at kæresten er der. Han roder videre med lyd og guitar lidt endnu, før han kanter sig ned gennem bordene, til det bord, hvor hans kæreste befinder sig. I et kort øjeblik løfter han på sit blåternede mundbind, selvom han står op. Han skal kysse sin kæreste.

Det er ikke meget andet, Troels siger backstage. Det kræver opvarmning, når man går på scenen. Så en halv time før, koncerten går i gang, er Troels forsvundet ned i kælderen bag baren, så han kan varme op i fred. Den eneste lyd hernede er regnen, der trommer på vinduerne og bilerne, der suser forbi. Og lyden af Troels, der tramper hårdt i gulvet. Inden stemmebåndet varmes op med alverdens lyde, bliver hele kroppen sat i gang. Med koncentrationen malet i ansigtet, tramper Troels rundt og bevæger hele kroppen. Det er tydeligt, at det er en velkendt rutine. 

I det, Troels skifter til en hvid t-shirt, bryder han tavsheden. “Jeg ved ikke, om jeg skal have huen på eller ej”, konstaterer han. Den mørkeblå hue, der var på indtil for få minutter siden, ligger nu på det store plankebord, der er omgivet af reoler, der bugner af vinflasker. “Det kommer meget an på, hvordan jeg lige synes, mit hår sidder”, fortsætter han. Huen bliver liggende på bordet lidt endnu. Den hvide t-shirt afslører en tatovering på højre inderarm. “Det er Bamse. Fra Bamse og Kylling”, siger Troels. “Det kan virke lidt sjovt, men jeg har den, fordi den minder mig om min barndom. Den minder mig om glæde. Og så var den også et stort hit, da jeg i en overgang arbejdede i en børnehave”, siger han med et smil. 

På trods af koncentrationen, der er tydelig at spore i Troels’ ansigt, er han rolig, da han igen går op af den smalle trappe til caféen. Han har holdt øje med klokken på sin telefon, imens han varmede op. Inden lyset dæmpes og gæsterne stilner af, har Troels tid til at introducere sin kæreste for nogle af sine venner. 

Snakken forstummer. Det eneste lys på caféen er det, der peger på Troels, resten er af stearin nu. he is tall.leverer fortællende indiemusik. Det er tydeligt lørdag aften på Café Støj i Århus, at tonerne kan tiltrække en bred skare af mennesker. Ved samtlige borde i den intime café, sidder der mennesker. Mange er et stykke over 40, men fælles for dem, og Troels venner, der er i 20’erne er, at de alle er ovenud imponerede over koncerten. 

Der bliver klappet længe, og grinet med Troels, når han skåler i vand mellem hver sang. “Der er ikke så meget rockstjerne over det, men det bliver skiftet ud med en øl, når jeg er færdig”, siger Troels i mikrofonen. Han retter lidt på huen, som endte med at komme på alligevel. Faktisk er caféens gæster så imponerede, at de synes, Troels er færdig lige tidligt nok. “Hvis vi klapper længe nok, får vi så et nummer til?”, spørger forreste række. 

Mange hilser på Troels, efter han har spillet. Han rækker velvilligt sin albue frem mod alle, der kommer hen for at tale med ham, inden han går ned til sine venner. Også her er begejstringen stor, selvom vennerne er faste gæster, når he is tall., slår akkorderne an på guitaren. 

“Man kan virkelig høre forskel fra sidste år”, lyder det fra en af Troels venner, der er stimlet sammen med resten af kammeraterne fra Mårslet. Folkeskolevennerne har ikke tal på, hvor mange af Troels koncerter, de har været  til, men det er flere, end de kan tælle på to hænder, konkluderer de sammen. Det samme gør Troels kæreste. Sammen med Troels venner taler hun om, at de første to sange gik med at kigge på hende. “Det er trygt for ham”, siger vennerne. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *