Musikken tager Troels til nye højder

I to år har 27-årige Troels Sørensen fra Mårslet lavet musik under kunstnernavnet he is tall. Et navn, der kan virke ironisk, men som giver mening for Troels, når han tager hjem til Århus og giver koncerter for nye og gamle lyttere. Troels føler sig nemlig et par centimeter højere efter en koncert. Specielt når hans venner møder op for at støtte ham.

Af Kathrine Brøndholt Nielsen

Sammen med sin gode ven og klaverspiller, står Troels Sørensen bøjet over lydteknikken i færd med at få både guitar, mikrofon og klaver til at lyde som det skal. Om halvanden time bliver Troels til he is tall.og indtager scenen på en lille café i Jægergårdsgade. Midt i forvirringen over, hvorfor guitaren feeder, når der bliver skruet op for højtaleren, banker en ung kvinde på vinduet og vinker. “Det er min kæreste”, siger Troels Sørensen. Troels kæreste har taget en veninde med. Det er tydeligt at se på Troels, at han er glad for, at kæresten er der. Han roder videre med lyd og guitar lidt endnu, før han kanter sig ned gennem bordene, til det bord, hvor hans kæreste befinder sig. I et kort øjeblik løfter han på sit blåternede mundbind, selvom han står op. Han skal kysse sin kæreste.

Det er ikke meget andet, Troels siger backstage. Det kræver opvarmning, når man går på scenen. Så en halv time før, koncerten går i gang, er Troels forsvundet ned i kælderen bag baren, så han kan varme op i fred. Den eneste lyd hernede er regnen, der trommer på vinduerne og bilerne, der suser forbi. Og lyden af Troels, der tramper hårdt i gulvet. Inden stemmebåndet varmes op med alverdens lyde, bliver hele kroppen sat i gang. Med koncentrationen malet i ansigtet, tramper Troels rundt og bevæger hele kroppen. Det er tydeligt, at det er en velkendt rutine. 

I det, Troels skifter til en hvid t-shirt, bryder han tavsheden. “Jeg ved ikke, om jeg skal have huen på eller ej”, konstaterer han. Den mørkeblå hue, der var på indtil for få minutter siden, ligger nu på det store plankebord, der er omgivet af reoler, der bugner af vinflasker. “Det kommer meget an på, hvordan jeg lige synes, mit hår sidder”, fortsætter han. Huen bliver liggende på bordet lidt endnu. Den hvide t-shirt afslører en tatovering på højre inderarm. “Det er Bamse. Fra Bamse og Kylling”, siger Troels. “Det kan virke lidt sjovt, men jeg har den, fordi den minder mig om min barndom. Den minder mig om glæde. Og så var den også et stort hit, da jeg i en overgang arbejdede i en børnehave”, siger han med et smil. 

På trods af koncentrationen, der er tydelig at spore i Troels’ ansigt, er han rolig, da han igen går op af den smalle trappe til caféen. Han har holdt øje med klokken på sin telefon, imens han varmede op. Inden lyset dæmpes og gæsterne stilner af, har Troels tid til at introducere sin kæreste for nogle af sine venner. 

Snakken forstummer. Det eneste lys på caféen er det, der peger på Troels, resten er af stearin nu. he is tall.leverer fortællende indiemusik. Det er tydeligt lørdag aften på Café Støj i Århus, at tonerne kan tiltrække en bred skare af mennesker. Ved samtlige borde i den intime café, sidder der mennesker. Mange er et stykke over 40, men fælles for dem, og Troels venner, der er i 20’erne er, at de alle er ovenud imponerede over koncerten. 

Der bliver klappet længe, og grinet med Troels, når han skåler i vand mellem hver sang. “Der er ikke så meget rockstjerne over det, men det bliver skiftet ud med en øl, når jeg er færdig”, siger Troels i mikrofonen. Han retter lidt på huen, som endte med at komme på alligevel. Faktisk er caféens gæster så imponerede, at de synes, Troels er færdig lige tidligt nok. “Hvis vi klapper længe nok, får vi så et nummer til?”, spørger forreste række. 

Mange hilser på Troels, efter han har spillet. Han rækker velvilligt sin albue frem mod alle, der kommer hen for at tale med ham, inden han går ned til sine venner. Også her er begejstringen stor, selvom vennerne er faste gæster, når he is tall., slår akkorderne an på guitaren. 

“Man kan virkelig høre forskel fra sidste år”, lyder det fra en af Troels venner, der er stimlet sammen med resten af kammeraterne fra Mårslet. Folkeskolevennerne har ikke tal på, hvor mange af Troels koncerter, de har været  til, men det er flere, end de kan tælle på to hænder, konkluderer de sammen. Det samme gør Troels kæreste. Sammen med Troels venner taler hun om, at de første to sange gik med at kigge på hende. “Det er trygt for ham”, siger vennerne. 

Almaz Mengesha er sort og træt af, at folk taler om racisme i Danmark

Pressefoto via Aarhus Kommune

Både byrådsmedlem i Århus Almaz Mengesha (V) og lærerstuderende forfatter Mikas Lang har mørk hud. Men de er ikke enige om, hvad det betyder for deres plads i det danske samfund. 

Læser man, hvad Almaz Mengesha diskuterer flittigt, er racisme et af de emner, der fylder meget. Men det er ikke fordi hun med sine etiopiske rødder, er træt af racisme. Kronikkerne som Almaz Mengesha har skrevet, har alle den pointe, at hun er uenig med aktivister om, hvorvidt der findes strukturel racisme i Danmark. 

“De strukturer, vi har i samfundet, er det nogle af dem, der er inficeret med et racehygiejnesyn? Det vil jeg simpelthen vove at påstå, at det er en fejlpåstand”, siger Almaz Mengesha, når hun forsvarer sin kronik “Jeg kender dansken, og han er ikke racist”, der blev bragt i Jyllands-posten i efteråret 2019. 

Ifølge Almaz Mengesha er der heller ikke hold i Amnestys påstand om, at de skærpede strafzoner, der blev indført pr. 1. januar 2019 som et led i ghettopakken, er en tydelig diskrimination af bestemte etniciteter. 

“Vi ved, at den type større kriminalitet generelt, den foregår ude i de udsatte boligområder. Man kan godt vælge at anlægge et racehygiejnisk syn på det. Det gør jeg ikke”, siger Almaz Mengesha. Ligeledes ser Almaz Mengesha ikke et problem i, at hun som sort kvinde med benproteser bliver tjekket ekstra grundigt i lufthavne, når hun skal ud og flyve. 

“Vi  har haft nogle angreb i fly. Vi har skærpet på vores sikkerhed, og det har ikke været hvide mennesker, der har været årsag til det. Det har været en bestemt gruppe, fra for eksempel det arabiske miljø. Det erfaringsgrundlag, det tager vi med os”, forklarer Almaz Mengesha og understreger, at hun sætter pris på al den sikkerhed, der er til for at passe på os i det danske samfund.  

Spørger man derimod lærerstuderende og kronikskribent Mikas Lang, der har afrikanske rødder, holder argumentationen om lufthavnssikkerheden ikke. 

“Følger man Almaz’ argumentation kunne man også sige, at alle hvide mænd burde kropsvisiteres, når de færdes alene i det offentlige rum – for at forhindre et nyt Hanau, Christchurch, Utøya. Det synes jeg nu ikke, de burde. Men det er ikke det, der er vigtigt. Det vigtige er, at det er utænkeligt, fordi hvide mænd som kategori er magten. Og det, at nogle kontrolleres mere grundigt end andre, er én af enormt mange processer, der gør, at nogle mennesker i udgangspunktet er mere rigtige end andre”, siger Mikas Lang. 

Almaz Mengesha forklarer, hvorfor Amnesty ikke har ret i, at skærpede strafzoner har noget med strukturel racisme at gøre

Danskerne går stadig i biografen, selvom de kan streame hjemmefra

Selvom der er kommet mange streamingtjenester på det danske marked, er antallet af solgte biografbilletter om året næsten uændret. 

Foto: Emil Hougaard/Ritzau Scanpix

Antallet af solgte biografbilletter har været næsten uændret siden 2014, på trods af at antallet af danskere, der streamer hjemmefra, er steget. Spørger man administrerende direktør for Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard, er han også overrasket over udviklingen, men peger på, at der er flere grunde til, at danskerne stadig går lige så flittigt i biografen som for fem år siden.

”Jeg tror, man er nødt til at betragte biografer, som både noget, der har med film at gøre, men som også er en social handling. Noget man mødes om, hvor man mødes før, og hvor man mødes efter”, siger Claus Ladegaard. 

Udover det sociale element i biografoplevelsen forklarer Claus Ladegaard også, at hele filmoplevelsen er noget, som mange er villige til at betale for at få. 

”Der skal være nogle ordentlige film i biografen, så den oplevelse man får, den er værd at gå i biografen efter”, siger Claus Ladegaard. 

Opfattelsen af forskellen på streaming og biograffilm er Claus Ladegaard ikke ene om. Spørger man Frederikke Bjørn Hyldgaard, der går meget i biografen, så kan streaming ikke tilbyde det samme, som biograffilmene kan. 

“Det er bare fedt at komme ud, og væk fra ens hjem. Og så er det også altid fedt at se det på sådan et stort lærred”, siger Frederikke Bjørn Hyldgaard. 

De mange danskere der, ligesom Frederikke Bjørn Hyldgaard, sætter pris på biograffilmene købte i 2018 lige omkring 3,5 millioner biografbilletter i alt, det viser tal fra Danmarks Statistik. 

Lars-Martin Sørensen, der er forskningsleder hos Det Danske Filminstitut peger på, at der er flere faktorer, der spiller ind, når man kigger på den uændrede brug af biografer. Udover det sociale aspekt, bliver der også gjort mere for, at biograffilmene kan tilbyde noget andet end hjemmestreaming kan. 

”Industrien har i løbet af de sidste 10 år gjort forskellige krumspring for at gøre biografoplevelsen til en unik oplevelse. Fx sådan en ting som 3D film har gjort det til en anderledes og mere engagerende oplevelse”, siger Lars-Martin Sørensen. 

Danmarks Statistiks tal viser også, at salget af biografbilletter i de danske biografer ligger stabilt, på trods af at omkring halvdelen af den danske befolkning streamer film hjemmefra.

Antallet af danskere der streamer film er stigende. Tal fra Danmarks Statistik.
Antallet af solgte biografbilletter har ikke ændret sig meget de seneste par år. Tal fra Danmarks Statistik.

Kendt nordjyde dømt for vold

En højt profileret nordjyde blev onsdag d. 20. november dømt for at have bestilt et angreb på en gammel bekendt. Den ene tiltalte, en 53-årig mand, nægtede sig skyldig i anklagen, men blev i sidste ende dømt i byretten i Aalborg. Den anden tiltalte, en 24-årig mand, erklærede sig skyldig i at have slået offeret med en knytnæve i ansigtet. 

Natten mellem d. 1. og 2. marts var de to tiltalte i byen. Her skulle den 53-årige mand angiveligt have opfordret den 24-årige mand til at slå en mand, den 53-årig kendte perifert, i ansigtet på Old Games Pub i Aalborg. 

Offeret fortalte i sit vidneudsagn, at kontroversen på baren bundede i en 36 år gammel fejde, hvor den midaldrende mand og den forurettede havde en uoverensstemmelse i deres hjemby. 

Under retssagen nægtede den tiltalte, midaldrende mand at kende noget til hverken uoverensstemmelsen eller offeret som person. Videoovervågning fra gerningsstedet viser de to tiltalte sammen og derefter den 24-årige mands slag mod offeret, men ikke nogen samtale mellem den 53-årige og offeret. 

Inden dommeren og de to domsmænd skulle votere om dommen, fik den 53-årige mulighed for at ytre sig. Han nægtede stadig at være skyldig og sagde: 

”Jeg er ked af det og vred over, at jeg sidder her i dag. Jeg føler, jeg sidder i en anden mands retssag. Jeg ved 100 procent, at jeg ikke har gjort noget, og det her kan få store konsekvenser for mig og min familie”. 

På trods af den følelsesmæssige appel blev den 53-årige mand stadig dømt for vold i forening, fordi dommeren fandt offerets forklaring, om det bestilte overfald, troværdigt nok til at dømme den 53-årige sammen med den unge mand, der allerede havde erklæret sig skyldig i vold.  

En fælles bekendt af de to tiltalte optrådte i retten som vidne, fordi han havde været til stede, da overfaldet skete. Da de to tiltalte og den fælles bekendte hver især afgav deres forklaringer, der mindede meget om hinanden, blev de alle spurgt flere gange, om de havde talt om aftenen på baren, inden de skulle i retten. For alle tre var svaret, at de kort havde talt om det men, at de ikke havde haft nogen yderligere snak om, hvad de helt præcist havde oplevet.  

Afslutningen på retssagen blev dommen for vold i forening til både den 24-årige og den 53-årige, der fik henholdsvis 40 dages fængsel og 30 dages betinget fængsel. Den kendte nordjyde ankede dommen med det samme og navneforbuddet blev dermed forlænget, sådan at det også dækker ankesagen. 

“Det værste ville jo være, hvis vi blev en jyderadio”

Den 1. november sendte FM-radioen Radio4 for første gang. De stræber efter en nysgerrig og involverende journalistik, og skulle de få en fornemmelse af kedeligt indspist materiale, ryger det af sendefladen omgående.  

Artikel af Peter Brøndsted, Marie Bachman, Kristina Jakobsen, Joachim Vestergård, Mads Vestergaard og Kathrine Brøndholt.

Radio4 er Danmarks nye taleradio med hovedkontor på banegården i Aarhus. De vil fortælle historier, der sætter dagsorden landet over. I et interview til fagbladet Journalisten fortæller redaktionschef for Radio4, Viktor Lykke Reddersen, at det blandt andet er Radio4, som håndværkerne skal lytte til på byggepladserne. Man ønsker altså ikke blot at nå de højtuddannede på over 60 år, men vil levere radio til hele Danmark og til alle typer i samfundet. De vil bringe nyheder, der afspejler den virkelighed, som borgerne oplever i dagligdagen. 

De ønsker at bringe mennesker sammen. De vil lave debatter og arrangementer rundt omkring i Danmark. I interviewet i Journalisten bliver direktør Anne-Marie Dohm spurgt om Radio4 bliver en provinskanal. Svaret er klart og tydeligt: Nej.   

Er ejet af medier på tværs af landet
Radio4 er ejet af ni mediehuse, der har til huse forskellige steder i Danmark. Jysk Fynske Medier står i spidsen og sidder blandt andet på formandsposten i bestyrelsen. Men på trods af den officielle store betydning, så har bestyrelsen stor fokus på, at lade den daglige drift og deres valgte direktør, Anne-Marie Dohm, have ansvaret for radioens identitet.  

 Alligevel kommer de ni mediehuse til at have en betydning for de daglige historier på Radio4. Det udtaler Anne-Marie Dohm selv og forklarer, at det gerne skulle blive en stor fordel for radioen at have de ni mediehuse bag sig. Radio4 skal være Danmarks nye nationale radio, der dækker alle regioner. De regionale historier skal komme gennem samarbejdet med de regionale mediehuse. Ved at have samarbejdspartnere rundt omkring i hele landet, kan Radio4 finde de regionale historier og levere det til et nationalt publikum på FM4-båndet. På den måde kan den nye radio komme rundt i hele landet – måske ikke fysisk, men i hvert fald i kraft af deres historier.

Indhold bygger på interesse 
Siden man tændte for Radio4 har man ikke hørt de faste og genkendelige programmer, som nogen måske kunne forvente. De er nemlig opsat på ikke blot at favne bredt, men også gå i dybden med det, der ellers kunne være overflademateriale. Idéen er, at Radio4 skal være hele Danmarks radio, og for at det kan lade sig gøre, skal radiostationen ikke kun bære præg af den by, hvor den har hovedsæde, nemlig Aarhus. Udover, at emnerne der bliver behandlet i de enkelte programmer, ikke kun tager afsæt i Aarhus, så gør journalisterne det heller ikke. Der er ansat journalister fra nær og fjern i Danmark, for at Radio4 netop kan bestræbe sig på, at være hele Danmarks radiostation.  

“Vi lever og bor blandt danskere, som de er flest” siger Tina Kragelund, nyheds- og aktualitetschef hos Radio4.  

Den nye station leger ikke kun med geografien, når de på denne måde er bevidste om det, de leger også med de programmer, lytterne er vant til at høre. Det skal ikke være ligesom på alle andre kanaler, når Radio4 kalder deres halvtimes-nyheder for mere ”loose”. I ideudviklingsfasen af programmer får vi bl.a. at høre i udsendelsen ”Mennesker og medier” på P1, at journalister går med en idé om at træde ind i studiet væbnet med det seneste nye fra Ritzau, ligegyldigt hvor interessant eller uinteressant dette så end måtte være. Det er idéer som denne, der er med til at skabe et mere fortællende overblik, der står i kontrast til de mere rigide nyheder, som lytterne er vant til på mange andre kanaler.  

“Vi vil gerne skille os ud. Det er ikke alle danskere, der har behov for den detaljegrad”, siger Tina Kragelund.  

Radio4 vil for eksempel ikke tale om Brexit hver time, men hellere opsummere én gang om dagen. Det er ikke kun genren, som Radio4 leger med. Anne-Marie Dohm forklarer i programmet ”Mennesker og medier”, at det for hende er vigtigt, at journalisterne nørder med deres programmer. Fordi der er ansat vidt forskellige journalister, har de også vidt forskellige interesser, og hvis de kan dyrke dem, kan man komme tættere på målet om at være hele Danmarks radio, mener hun.  

Programmer om menneskelighed
Et af programmerne på Radio4 er ’Du er ikke alene’ med Britt Berglund i spidsen for at ramme singler som målgruppe. Det skal skabe et rum til voksne singler og aftabuisere singlelivet.  

”Meget ofte taler vi om singletilværelsen som en afvigelse fra normen. Det at være alene er af en eller anden grund blevet et problem, der skal fikses – med blind dates, datingprofiler og dyre psykologforløb. Der må være en grund til, at så mange lever alene i dag, og det har jeg sat mig for at undersøge nærmere,” siger Britt Berglund. 

Nysgerrigheden, som er et nøgleord hos den nyopstartede radio, er også gennemgående i dette program.  

’’Hvis vi taber nysgerrigheden, mister vi involveringen og det er det, der holder folk ved ilden,’’ siger hun i podcasten. 

Et andet indslag er sportsvært Claus Elgaards portrætprogram ‘Fremkaldt’. Her besøger han hver uge en sportsperson. 

“Vi trækker personen ud af sporten”, siger Claus Elgaard og forklarer at programmet hedder Fremkaldt, fordi han hver gang tager et polaroidbillede af gæsten og sammenligner med et tidligere billede fra deres sportskarriere. Han får sine gæster til at forklare tiden mellem, de to billeder er blevet taget. I programmet kan de sagtens komme ind på noget, der ikke omhandler deres sport, men omhandler deres liv.  

“Programmet er lavet for at vise store sportstjerner som mennesker”, siger Claus Elgaard.  

Hård start 
Selvom Radio4 har oplevet kritik fra lyttere, såvel som andre medier, under opstarten, går redaktionen stadig målrettet efter at leve op til deres egne planer om at være nationalt favnende og bredt dækkende.  

“Der er selvfølgelig nogen, der savner Radio24syv, men her får de også et andet produkt”, siger Tina Kragelund.  


Sahra hænger ud med sine venner i lektiecaféen

Hver onsdag kommer der mellem 50 og 60 børn til lektiecaféen i Bydelshuset i Tilst. 

Bygningen der møder en på Langkærvej i Tilst består af træ og massevis af store vinduer. Når man kommer ind i Bydelshuset bliver man mødt af et lyst lokale med et hav af borde og stole, der giver et indtryk af, at her er alle velkomne. Her kan man få lektiehjælp til alt lige fra tysk til matematik. Bydelshuset tager også børnene med på sejltur og laver snobrød med dem engang imellem. Der står frivillige klar til at tage imod skolebørn i alle aldre. Efter klokken 14 kommer der hver onsdag mellem 50 og 60 børn og unge. De der kommer fast, bliver krydset af på en liste, så der er styr på, hvem der er mødt op. 

Frivillige kræfter driver værket

Lektiecaféen har eksisteret i otte år og drives hovedsagligt af frivillige kræfter, der ønsker at hjælpe børn og unge, som ellers ikke har meget hjælp at hente til deres skolearbejde. ”Der er mange, der kommer, og mange der kommer fast, som virkelig får meget ud af det” siger Christian Riisager. Christian, der er her i forbindelse med et praktikforløb på sin uddannelse, oplever, at der altid er tid til at hjælpe alle børnene med deres lektier, fordi der er så mange, der frivilligt hjælper til. ”De bærende kræfter er pensionisterne. Det var dem, der var med til at starte det op. Man kan hjælpe nogle børn, som har det virkelig svært med lektierne og som måske har meget svært ved at læse eller som kommer bagud i skolen”. Udover at hjælpe med dag-til-dag lektier, er lektiecaféen i Bydelshuset altså også med til at støtte børn, der skal have hjælp til læsning. ”Jeg kan ikke forestille mig andet end, at det giver de frivillige en god fornemmelse, for det er jo noget, der gør en forskel” siger Christian om de frivillige kræfter, der gør lektiecaféen mulig. 

Lektiecaféen bliver et samlingssted

Sahra Ahmed Ali Alasow på 11 år er kommet her hver onsdag, siden hun flyttede til området for næsten fire år siden. Sahra vender tilbage til lektiecafeen hver uge, fordi det er et hyggeligt og behageligt sted at være. ”Lektiecaféen er bare et rigtig fint sted at være. Man får rigtig meget støtte”, siger hun. Hun har samtidig mærket en tydelig forbedring i sin læsning. Udover, at Sahra har udviklet sig fagligt, har hun også fået socialt udbytte fra lektiecafeen. Hun har mødt mange nye venner, og efter skole har hun nu også en mulighed for at mødes med hendes klassekammerater i en anden scene. ”Jeg har mødt nogle nye venner her. Det er fordi, jeg ikke går i klub, for jeg synes ikke, at det sådan lige er mig. Så jeg plejer altid bare at gå herover og på turene” siger Sahra. Der er nemlig ikke kun lektiecafé i Bydelshuset, men også mange ture ud af huset, som Sahra ofte deltager i. ”Jeg plejer ikke kun at være her til lektiecaféen. Der er også tider, hvor man kan komme på tur. Det er rigtig sjovt. Jeg føler lidt, at det er et sted, hvor jeg faktisk altid er. Det har altid været et sted, hvor man hurtigt passer ind” siger Sahra. 

Korrektur læst af Frederik
Anslag: 3019